Unsere Welt hasst Falten und Furchen
Altes und Kantiges wird entsorgt oder weggeschmissen
im besten Fall übertüncht, geliftet oder wegoperiert
Alte heißen jetzt "best ager", verblüffen mit nie gekannter Vitalität,
makellosen Zähnen, straffer Haut und vollem Haar
Wo bleiben die Wunden, die Narben, die sich tief in die Haut und Herzen eingegraben haben?
Wer kann den Altvorderen das Wasser in Sachen Erfahrung und Weisheit reichen?
Wen interessieren die Wege, wen die Spuren?
Wer macht sich die Mühe, die Narben zu ergründen und hinter die zerfurchten Fassaden zu schauen?
Wo bleibt die Würde des Alten, des in Auflösung Begriffenen?
Lass den Sand der Zeit durch Deine Finger rieseln,
ergründe die Abgründe, die sich in jedem Krater auftun,
halte Dich fest an dem, was noch da ist
nutze die vielleicht letzte Gelegenheit, etwas zu berühren -
spüre den haptischen Reiz - auch wenn er Dir Gänsehaut verursacht
Begreife
Begreife und fühle die eigene Vergänglichkeit
Lass es Dich berühren, schmecke das Alter und halte für einen Moment inne,
denn es besitzt Würde, es hat es verdient,
es ist Deine Zukunft und Deine Vergangenheit zugleich
es ist eine Chance
Deine Chance etwas zu Begreifen
nutze sie!
Sockel: Holzart unbekannt
Our world hates wrinkles and furrows. Anything old or weathered gets thrown out or tossed away or, at best, plastered over, lifted, surgically erased.
The old are called "best agers" now, dazzling us with a vitality never seen before: flawless teeth, taut skin, a full head of hair.
But where are the wounds, the scars carved deep into skin and heart? Who can hold a candle to our elders when it comes to experience and wisdom? Who still cares about the journeys, the traces left behind? Who takes the trouble to read those scars and look behind the furrowed facade? Where is the dignity of the old, of that which is slowly coming undone?
Let the sands of time run through your fingers. Plumb the depths that open in every crater. Hold fast to whatever is still there. Seize what may be your last chance to touch something, feel the pull of it on your skin, even if it raises goosebumps.
Grasp it. Grasp and feel your own mortality. Let it move you, taste old age, and pause for a moment, because it carries dignity, it has earned it. It is your future and your past at once. It is a chance. Your chance to grasp something. Take it!
Base: wood type unknown
Vores verden hader rynker og furer. Det gamle og det kantede bliver smidt ud eller kasseret, i bedste fald sminket over, løftet eller opereret bort.
De gamle hedder nu "best agers" og forbløffer med en hidtil ukendt vitalitet, fejlfrie tænder, stram hud og fuldt hår.
Men hvor bliver de sår og ar af, som har gravet sig dybt ned i hud og hjerter? Hvem kan måle sig med de gamle, når det gælder erfaring og visdom? Hvem interesserer sig for vejene, hvem for sporene? Hvem gør sig den umage at udforske arrene og se bag de furede facader? Hvor bliver det gamles værdighed af, det, der er ved at gå i opløsning?
Lad tidens sand rinde gennem dine fingre, udforsk de afgrunde, der åbner sig i hvert et krater, hold fast i det, der endnu er der, og brug den måske sidste lejlighed til at røre ved noget - mærk den taktile dragning, selv når den giver dig gåsehud.
Begrib. Begrib og føl din egen forgængelighed. Lad det røre dig, smag på alderdommen, og hold inde et øjeblik, for den besidder værdighed, den har fortjent det.
Den er din fremtid og din fortid på én og samme tid. Den er en chance - din chance for at begribe noget. Brug den!
Sokkel: træart ukendt